Politiet er på bar bund om jule-bombetrussel i Odense
Politiets spor ender blindt ved uregistreret taletidskort i sag om bombetrussel mod Odense Banegård Center.
En bombetrussel kort før jul mod Odense Banegård Center gik ud over op mod 30.000 togpassagerer.
En bombetrussel kort før jul mod Odense Banegård Center gik ud over op mod 30.000 togpassagerer. Foto: Colourbox/free


Ingen ser ud til at blive stillet til ansvar for en bombetrussel, som kort før jul sidste år lammede togdriften over Fyn. Efter mere end otte måneders efterforskning er det nemlig ikke lykkedes for Fyns Politi at opstøve en gerningsmand.

- Vi må desværre sige, at den sag er uopklaret, og at vi er kørt tør for noget at gå videre med, siger politikommissær Carsten Mogensen fredag til Ritzau.

Op mod 30.000 passagerer blev berørt, da en ukendt gerningsmand i en sms meddelte, at hvis ikke statsministeren - som på det tidspunkt hed Helle Thorning-Schmidt - gik af, så ville en bombe blive sprængt på Odense Banegård Center.

Truslen fik straks DSB til at indstille togdriften, og i fire timer blev banegården finkæmmet, men der var ingen bombe.

Det hele skete på en af de travleste rejsedage op mod jul. Det var en fredag eftermiddag, så der var mange mennesker, der skulle over Fyn.

Hos DSB vurderede man dengang, at alene de direkte omkostninger på dagen løb op i en million kroner.

Politiet koncentrerede efterfølgende sin efterforskning om det telefonnummer, hvorfra sms'en blev sendt. Der blev også gennemgået videomateriale fra banegården og området omkring i håbet om, at det kunne føre til en gerningsmand.

Det nummer, som truslen blev sendt fra, er ikke registreret. Der var tale om et taletidskort, og politiet kunne altså heller ikke ad den vej opklare sagen.

Carsten Mogens fortæller til Ritzau, at sagen bliver stedt til hvile, indtil nye oplysninger måtte dukke op.

- Jeg kan garantere for, at sagen bliver taget ned fra hylden, hvis der kommer noget nyt at gå videre med, lyder det fra politikommissæren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.