Midt- og Vestsjællands Politi leder efter to unge mænd, som begik røveri mod Aldi på Greve Strandvej.
Det skriver Ekstra Bladet, som har været i kontakt med vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Lars Galasz.
- De to personer går hen til kassen og truer sig med en pistol til at få udleveret adskillige sedler og mønter. Jeg vil ikke oplyse det præcise beløb. Det holder vi for os selv af hensyn til efterforskningen, siger han til Ekstra Bladet.
Den ene person er mellem 170-175 centimeter høj og spinkel af bygning. Han bar en maske med to huller ved øjnene og en blå rygsæk. Den anden mand beskrives som mellem 18-22 år og med dansk udseende. Han havde sportstøj og en rygsæk på, skriver Ekstra Bladet.
Har du set gerningsmændende eller har du oplysninger, der kan hjælpe i eftersøgningen, kan du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 114.