Politiet efterlyser kunsttyve med billede
Politiet har aktiveret Interpol og Europol i søgningen efter mistænkte for tyveri af buste fra Glyptoteket.
Det menes, at to tyve forklædt som turister, gik målrettet efter en bronzestatue af billedhuggeren Auguste Rodin.
Det menes, at to tyve forklædt som turister, gik målrettet efter en bronzestatue af billedhuggeren Auguste Rodin. Foto: Københavns Politi


To mænd efterlyses nu af Københavns Politi, da de er mistænkt for at have stjålet en kostbar bronzestatue af billedhuggeren Auguste Rodin fra Glyptoteket 16. juli.

Tyveriet blev først offentliggjort torsdag - en måned efter, at ugerningen fandt sted.

Med efterlysningen følger et billede af en mand med lys stråhat, shorts, solbriller og en taske over skulderen. Den anden mand er fanget på kamera med kasket, briller, ternet skjorte og røde sko på.

Det menes, at de to tyve forklædt som turister midt i museets åbningstid er gået målrettet mod museets Rodin-sal, hvor de har fjernet kunstværket.

Ifølge politiet er den ene mand lys i huden, østeuropæisk af udseende, har kort, mellemblond hår og en vigende hage.

Den anden er ligeledes lys i huden med østeuropæisk udseende. Han er almindelig af bygning og er hulkindet. Han er 170 til 175 centimeter høj og har kort, mørkt hår.

Ifølge Ove Randrup fra tyveri- og røveriafdelingen i Københavns Politi retter man nu eftersøgningen ud af landet.

- Vi har aktiveret vores internationale samarbejdspartnere - Interpol og Europol - og vi har efterlyst busten og personerne fra overvågningen, siger Ove Randrup.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.