Opdateret: Den unge mand er vendt hjem i god behold.
Sydøstjyllands Politi efterlyser 18-årige Christian Dalgaard Samuelsen fra Lunderskov ved Kolding.
Familien så sidst Christian mandag den 26. oktober kl. 5:45, da han som sædvanlig tog af sted mod arbejde. Men han mødte ikke op på arbejdet.
Politiet oplyser at der tre kvarter senere - klokken 6:30 - blev hævet kontanter på Christian Dalgaard Samuelsens Dankort. Godt to timer senere er der købt en billet på Lunderskov station, som også er betalt med den forsvundne mands Dankort.
Christian beskrives som cirka 187 cm høj og med en vægt på omkring 78 kg. Han er almindelig af bygning, har brune øjne og brunt, kort hår. Han har ar i højre side af ansigtet efter acne. Han var formodentlig iført en sort vinterjakke med hvidt for, sorte cowboybukser og grå Nike-sko med blå kanter, da han forlod hjemmet mandag morgen. Om halsen bar han en halskæde med en medaljon og – som det ses på fotoet - en sort læderkæde med et sølvkors.
- Vi har ikke mange spor at gå efter i dag. Derfor opfordrer vi borgere, der har set eller talt med Christian Dalgaard Samuelsen i tiden siden i går morges til at kontakte politiet på 114. Desuden må borgerne meget gerne være opmærksomme og holde øje med skure og udhuse, siger politikommissær Carsten Dichmann fra Sydøstjyllands Politi.
Hvis man i øvrigt har oplysninger i sagen eller hvis man har set Christian Dalgaard Samuelsen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på 114.