Politiet efterlyser disse to mænd for knivdrab
To mænd på 23 og 22 år jages for knivdrab på Nørrebro. Forbrydelsen kan måske ses som et opgør om Syrien.
Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui (t.v.) og Ibrahim Al-Kassab efterlyses for et knivdrab, der fandt sted i maj i år på Nørrebro i København.
Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui (t.v.) og Ibrahim Al-Kassab efterlyses for et knivdrab, der fandt sted i maj i år på Nørrebro i København. Foto: Københavns Politi


Offentligheden kan måske hjælpe politiet på sporet af to mænd, der mistænkes for at have stukket en 19-årig ihjel på Nørrebro i København 19. maj.

Derfor efterlyser Københavns Politi onsdag begge de mistænkte med navn og foto.

Offeret Andres Vo Riis – tidligere navn Hamza Samsan – blev kl. 17.25 ramt af et dødeligt stik i maven og døde efterfølgende på Rigshospitalet. Drabet skete på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade, hvor de mistænkte efter en kort skænderi og noget skubberi tildelte offeret et dødeligt knivstik i maven. De mistænkte gerningsmænd undløb efter drabet mod syd ad Møllegade mod Nørrebrogade.

Sagen har været efterforsket intenst – blandt andet med brug af videoovervågning – og der er en begrundet mistanke om, at Dhaflaoui og Al-Kassab er gerningsmændene, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse,

- Efter at have søgt dem hos deres familier og kendte opholdssteder, beder vi nu offentligheden om hjælp til at få dem fanget. Vi opfordrer dem samtidigt selvfølgelig til at melde sig selv, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi.

Er også efterlyst i udlandet

Den ene efterlyste er 23-årige Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui. Han er almindelig af bygning og 184 centimeter høj.

Den anden er Ibrahim Al-Kassab, 22 år, almindelig af bygning og 181 centimeter høj.

De to mistænkte er også efterlyst internationalt. Københavns Politi kan kontaktes på tlf. 114.

Få dage efter drabet oprettede politiet visitationszoner flere steder i København, fordi man frygtede flere voldelige sammenstød.

Politiets teori har ifølge Ritzau været, at skænderiet, skubberiet og knivstikkeriet var en konfrontation mellem to fjendtlige grupper i den syriske konflikt.

Offeret støttede angiveligt oprørerne, mens modstandere på gaden derimod skulle sympatisere med præsident Bashar al-Assad.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.