I forbindelse med skyderiet i Bækgården i Albertslund lørdag 1. oktober efterlyser Københavns Vestegns Politi nu en bil.
Ved skyderiet blev en 21-årig mand skudt i benet.
Det skete klokken 20.10, og politiet leder nu efter en hvid Seat Ibiza med en mørk spoiler over bagruden.
Den hvide Seat Ibiza var ét blandt flere gerningskøretøjer, som kan sættes i forbindelse med skyderiet.
- Det er vores vurdering, at skyderiet i Bækgården skyldes uoverensstemmelser mellem to grupper - en gruppe med tilknytning til Albertslund og en gruppe med tilknytning til Greve/Hundige. Vi ser meget alvorligt på hændelsen og håber, at vidner, der måtte have set den hvide Seat, kan hjælpe os med ny viden, siger politikommissær Ole Nielsen.
Da politiet kort efter skyderiet dukker op, udvikler situationen sig, og der bliver kastet flere sten mod betjentene. Ingen bliver dog ramt af stenene, og politiet har ikke anholdt nogen for stenkastene.
Har du information om den hvide bil - eller i øvrigt kender til skyderiet, så kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 4386 1448.