Politiet i Aalborg er lørdag aften blevet alarmeret om en voldtægt af en 19-årig kvinde i forbindelse med karnevalet i den nordjyske by. De efterforsker nu sagen, men er derudover sparsomme med oplysninger.
- Klokken 19.48 indgik der til Nordjyllands Politi en anmeldelse om voldtægt af en 19-årig kvinde. Voldtægten er sket i tilknytning til karnevalet i Aalborg, oplyser politiet.
- Lige nu pågår der undersøgelser og efterforskning, og Nordjyllands Politi kan derfor ikke oplyse yderligere om denne sag før i morgen tidlig, lyder det lørdag aften.
Politiet i Aalborg havde ved 22-tiden anholdt 22 personer i forbindelse med karnevalet, der er Nordeuropas største. Størstedelen af anholdelserne handler om gadeuorden, men der har også været tilfælde af vold.
Blandt andet er en politibetjent blevet tildelt en skalle ved Vesterbro Bodega, hvor der var slagsmål. Det har resulteret i en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion.
To personer blev tidligere lørdag anholdt på Badehusvej nær Aalborg centrum, da de kom gående iført ørkenuniformer, som tilhører forsvaret.
Derudover har der været småtumult, som ifølge politiet næppe kan undgås, når mange tusinde berusede mennesker er samlet.
Flere personer har desuden pådraget sig snitskader og rifter fra glasskår.
Festlighederne ved karnevalet fortsætter formentlig til ud på natten i blandt andet Kildeparken og Jomfru Ane Gade midt i byen.
Politiet forventer, at der i løbet af søndagen vil indløbe en del anmeldelser fra personer, som først opdager, at de har fået stjålet deres mobiltelefon eller pung, når de vågner med tømmermænd.
Ved sidste års karneval anholdt politiet i alt 19 personer.
/ritzau/