Politiet drukner igen i overarbejde: Vi har brug for flere folk
Terror og grænsekontrol har sat de danske politibetjente på overarbejde. I to politikredse er overarbejdet tredoblet på bare et år. Betjentene kan ikke holde til det, advarer forbund.
De danske betjente holder ikke til den enorme mængde overarbejde, advarer formand for Politiforbundet. 
De danske betjente holder ikke til den enorme mængde overarbejde, advarer formand for Politiforbundet.  Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix/Arkiv


Politiets overarbejdspukkel er blevet dobbelt så stor siden sidste år, skriver TV 2.

Og det nytter ikke noget, at man udbetaler de mange overarbejdstimer til betjentene, mener Claus Oxfeldt, der er formand i Politiforbundet. 

- Jeg har ondt af alle mine kollegaer, som arbejder non-stop uden fridage, og de kan ikke holde til at arbejde så meget, så det hjælper ikke noget at betale dem. Der er kun én løsning på det her problem, og det er at tilføre flere folk, siger Claus Oxfeldt til TV 2.

Det er den forhøjede terrorindsats og midlertidige grænsekontrol, der presser de danske betjente.

Udbetalinger af timer er som at tisse i bukserne

Politiet havde ved udgangen af februar i år på landsplan opsparet godt 520.000 timers overarbejde. Det er en fordobling siden januar 2015. Værst ser det ud hos Midt- og Vestjyllands og Fyns Politi, hvor mængden af overarbejde er mere end tredoblet, skriver TV 2. 

Og selvom politikerne sidste år afsatte 155 millioner til udbetaling af politiets overarbejde, som nedbragte mængden med 170.000 timer, så var niveauet allerede efter årets første to måneder tilbage på samme niveau, viser en aktindsigt fra Rigspolitiet til TV 2. 

Claus Oxfeldt mener ikke, at de overarbejdende betjente har brug for flere udbetalinger. De har derimod brug for at holde fri. Og han er ikke overrasket over, at overarbejdspuklen er vokset yderligere:

- Det var præcis det, vi sagde, ville ske. Vi ser nu, at de 155 millioner, der blev tilført fra Christiansborg til at nedbringe overarbejdet, var som at tisse i bukserne. Det hjalp i en måneds tid, men nu er vi tilbage ved udgangspunktet, siger Claus Oxfeldt til TV 2.

S: Sæt forvaret ind

For Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen er det tydeligt, at de penge, der blev tilført politiet, ikke har hjulpet på den overarbejdspukkel, der kom efter terrorangrebet sidste år i København.  

Hun mener, at justitsminister Søren Pind bør indkalde parterne bag politiforliget og sammen finde en løsning på problemet.

- Der findes flere alternative løsninger; man kunne få andre faggrupper til at varetage nogen af politiets opgaver. Og man kunne sætte forsvaret til at bevogte grænsen, siger Trine Bramsen til TV 2.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.