Politiet dræber en af to mænd på spektakulær flugt i USA
New Yorks guvernør bekræfter, at en af to drabsdømte på flugt er blevet dræbt af skud. Den anden jagtes stadig
Betjente søger efter undsluppet fange i delstaten New York. Fredag lokal tid oplyser statens guvernør, at flugtfangens makker er blevet dræbt af politiet.
Betjente søger efter undsluppet fange i delstaten New York. Fredag lokal tid oplyser statens guvernør, at flugtfangens makker er blevet dræbt af politiet. Foto: Mike Groll/AP


Amerikanske betjente har skudt og dræbt Richard Matt. Han er en af to drabsdømte, som på opsigtvækkende vis formåede at bryde ud af et topsikret fængsel i delstaten New York for tre uger siden.

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, bekræfter, at flugtfangen døde af politiskud.

- Betjente fandt Richard Matt i en hytte. Han var bevæbnet og nægtede at overgive sig. Han blev skudt og dræbt af politiet, siger Cuomo på et pressemøde i byen Malone, hvor episoden fandt sted.

Samtidig oplyser Joseph D'Amico, statens politichef, at jagten på sagens anden fange på flugt, David Sweat, fortsat er i gang nær den canadiske grænse.

- Vi har ikke set ham (Sweat, red.), men vi har ingen grund til at tro, at han ikke var i nærheden af Matt, da han blev skudt. Vi fortsætter nu eftersøgningen med adskillige betjente, hunde og andet, siger D'Amico.

Den dræbte blev skudt, efter at en række hændelser fik politiet kredset ind på hans opholdssted i et skovområde nær Malone i den nordlige del af New York.

- For en uge siden fik vi melding om et røveri, hvor vi fandt ting efterladt af Matt. Onsdag var der indbrud i en hytte, hvor beviser også indikerede, at de havde været der. Senere fandt vi et lejrsted med blandt andet slikpapir, hvor vi mente, at de to kunne have opholdt sig, siger politichefen og fortsætter:

- Fredag klokken 13.51 kom der så melding fra en borger om, at hans campingvogn var blevet beskudt. Det fik os til at rykke ud i området, hvor betjente lugtede krudtslam i en hytte. Herinde opholdt Matt sig.

Ifølge ABC News blev en mand set flygte ind i skoven, hvor han nu menes at være trængt op i et hjørne af de massive politistyrker i området.

Byen Malone ligger godt 40 kilometer fra Clinton Correctional Facility, hvorfra de to drabsdømte mænd flygtede ved at skære et hul i en stålbeklædt bagvæg og krybe ud af deres celler.

Via tunneler i fængselsbygningen lykkedes det mændene at kravle uden for fængslets mure, hvorefter de menes at være sluppet ud i friheden gennem kloaksystemet. Under flugten anvendte de el-værktøj til at skære sig gennem metalstænger og jernrør.

To fængselsansatte er blevet sigtet for at have hjulpet fangerne med deres flugt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.