Politiet beslaglægger milliardformue fra italiensk mafia
Italiensk politi har slået til i en stor aktion mod italiensk mafia-syndikat.


Italiensk politi har beslaglagt aktiver fra 'Ndrangheta-mafiaen til en værdi af to milliarder euro - knap 15 milliarder kroner, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Aktiverne inkluderer blandt andet 1500 spilleforretninger, 82 spilhjemmesider og næsten 60 virksomheder. 11 virksomheder ligger i Østrig, Malta, Spanien og Rumænien.

'Ndrangheta-mafiaen kontrollerer store dele af kokain-handlen i Europa.

Den italienske anklagemyndighed har udstedt arrestordre på 28 personer, der er mistænkt for stå bag spilleimperiet. 23 andre er sat i husarrest eller beordret til at melde sig hos politiet.

Banden har hvidvasket en kæmpe mængde penge gennem brug af spilkontoer, der ejes af villige eller uvidende personer, oplyser politiet.

Den italienske indenrigsminister, Angelino Alfano, betegner aktionen i den sydlige region Calabrien som et alvorligt slag for 'Ndrangheta.

I midten af juni beslaglagde italiensk politi over fire ton kokain og anholdt mange personer, der mistænkes for at være med i en smuglerring inden for mafiaen.

Det beslaglagte narkotika havde en værdi på gaden på en milliard euro svarende til 7,45 milliarder kroner.

'Ndrangheta regnes for en af verdens mest magtfulde og hemmelighedsfulde grupper, der har specialiseret sig i handel med narko, våben og hvidvask af penge.

Den kriminelle gruppe har bevæget sig ud af sit traditionelle område i det sydlige Italien til ikke alene det nordlige Italien, men også til det nordlige Europa, USA og Sydamerika.

De italienske myndigheder talte i januar om en "historisk succes mod den sydlige mafia 'Ndrangheta".

Det skete, efter at de havde udstedt 163 arrestordrer på mistænkte medlemmer af 'Ndrangheta, der skulle have infiltreret byggesektoren, transportsektoren og renovationssektoren i det nordlige Italien.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.