Politiet beder om hjælp efter voldeligt indbrud
En 60-årig mand blev sparket omkuld under et indbrud i nat.
Foto: Scanpix


Fyns Politi beder offentligheden om hjælp i en sag fra Odense.

Natten til lørdag blev en 60-årig mand nemlig overfaldet af to mænd i sit hjem i Vægtens Kvarter i Holluf Pile, skriver fyens.dk.

Politiet fik anmeldelsen klokken 2.20.

Her fortalte manden, at de to mørkklædte mænd var brudt ind i hans hjem, og at de reagerede voldsomt, da de fik øje på ham.

Til fyens.dk fortæller vagtchefen hos Fyns Politi Christian Rasmussen, at de to mænd sparkede beboeren i ryggen, så han faldt omkuld, hvorefter de stak af.

Politiet har ifølge fyens.dk ikke noget signalement af de to mænd, men de vil gerne høre fra folk, der har set noget i området omkring klokken 02.20.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.