Politiet anholder øksesvingende nisse i Aarhus
Mange forbipasserende blev utrygge, da højrøstet og beruset mand svingede med en større økse på gaden.
En stærkt beruset mand skabte med politiets ord "en vis utryghed", da han iført nissehue svingede med en økse midt i Aarhus. Arkivfoto.
En stærkt beruset mand skabte med politiets ord "en vis utryghed", da han iført nissehue svingede med en økse midt i Aarhus. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Østjyllands Politi måtte mandag eftermiddag rykke ud og anholde en nisse, der midt i Aarhus gik rundt og svingede med en økse.

- Vi blev ringet op af flere personer, som fortalte, at en mand med blå nissehue gik rundt og svingede med en større økse, fortæller vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi til Ritzau.

- Det skabte naturligvis en vis utryghed.

På Skovvejen traf politiet ganske rigtigt manden, der ikke alene svingede med en økse, men også var tydeligt beruset og meget højrøstet.

- Han blev dog anholdt uden større dramatik, siger vagtchefen.

I første omgang havde politiet problemer med at finde ud af, hvem manden er. Det viser sig, at han er ungarer og fyldte 44 år søndag.

Når han har sovet rusen ud i detentionen, vil han blive præsenteret for sigtelser for overtrædelse af våbenloven og ordensbekendtgørelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.