Politiet anholder fire rockere for bølge af indbrud
Politiets Task Force Indbrud har fængslet fire mænd med relation til Bandidos for ti indbrud i København.
Fire mænd med tilknytning til Bandidos er blevet anholdt for organiseret indbrud. Arkivfoto.
Fire mænd med tilknytning til Bandidos er blevet anholdt for organiseret indbrud. Arkivfoto. Foto: MEYER KENNETH/free


Ved en politiaktion mandag har politiet anholdt fire mænd, der alle har relationer til miljøet omkring rockergruppen Bandidos.

Det er politiets særlige enhed til bekæmpelse af organiseret indbrudskriminalitet på Sjælland, Task Force Indbrud (TFI), der i samarbejde med Københavns Politis station Bellahøj har gennemført aktionen.

De fire mænd - tre på 26 år og en på 19 år - blev anholdt på adresser i det storkøbenhavnske område og i Bandidos' klubhus i Helsingør. Anholdelserne skete uden dramatik, oplyser TFI i en pressemeddelelse.

I første omgang sigtes de fire mænd for 20 forhold, der dækker over ti indbrud i private hjem. Indbruddene er først og fremmest gået ud over beboere i Københavns indre by, på Østerbro og på Frederiksberg.

Ved indbruddene er der blandt andet stjålet designermøbler, it-udstyr og smykker.

- Ved aktionen i dag er der sket anholdelse af en persongruppe, der mistænkes for at stå bag organiserede indbrudstyverier, udtaler chefen for TFI, politiinspektør Bent Isager-Nielsen, i pressemeddelelsen.

- I Danmark begås denne kriminalitet af grupper af både danske og udenlandske gerningsmænd. Politiet har fokus på begge grupper og deres kriminalitet, hedder det videre.

De fire anholdte, som alle er danskere, vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Efterforskningen af sagen fortsætter, og politiet venter, at der vil ske flere anholdelser i den kommende tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.