Politiet afspærrer område efter skyderi på Amager: En ramt
En yngre mand er kørt på skadestuen efter et skyderi på Røde Mellemvej i København.
Politiet arbejder onsdag aften ved Røde Mellemvej i København efter et skyderi.
Politiet arbejder onsdag aften ved Røde Mellemvej i København efter et skyderi. Foto: Colourbox/Free


Der har onsdag aften været skyderi i København på Røde Mellemvej ved en kiosk. Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Moll.

Den første melding er, at en person skal være tilskadekommen og kørt på skadestuen.

Den tilskadekomne er en mand i begyndelsen af 20'erne. Han er formentlig ramt i armen, men ikke i livsfare, oplyser vagtchefen.

Røde Mellemvej er blevet spærret i begge retninger fra Peder Lykkes Vej til Sundbygårdsvej.

Anmeldelsen om skyderiet kom klokken 20.07. Politiet arbejder lige nu på stedet og er i gang med at klarlægge omstændighederne.

Det er stadig uklart, om der har været en eller flere gerningsmænd, og hvad motivet kunne være.

Hvor mange skud, der er blevet afgivet, har politiet heller ikke overblik over endnu. Men Henrik Moll fortæller, at meldingen lyder på omkring ti skud.

På grund af politiets arbejde derude standsede Metroen ikke ved DR Byen, oplyste Metroen på Twitter. Det drejede sig dog kun om en periode på omkring fem minutter.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set eller hørt noget til skyderiet. De kan kontakte politiet på telefon 114.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.