Politiet afblæser bombealarm i Oslo
Bombealarm over universitetet i Oslo er afblæst. Men to mænd er stadig eftersøgt af politiet efter skyderi.
Onsdag formiddag har politiet og bombehunde undersøgt universitetsområdet i Oslo, hvor en mistænkelig genstand blev fundet efter et skyderi. Arkivfoto.
Onsdag formiddag har politiet og bombehunde undersøgt universitetsområdet i Oslo, hvor en mistænkelig genstand blev fundet efter et skyderi. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En mistænkelig genstand, der onsdag morgen blev fundet ved universitetet i Norges hovedstad, har vist sig at være ganske ufarlig.

Det oplyser politiet i Oslo på et pressemøde onsdag middag.

- De foreløbige undersøgelser viser, at den bombelignende genstand ikke indeholder sprængstof, siger politiinspektør ved politiet i Oslo Johan Frederiksen.

- Genstanden er tilsyneladende identisk med en rigtig bombekonstruktion. Det er politiets opfattelse, at den er placeret for at skabe frygt, siger han.

Natten til onsdag blev en vagt skudt i området ved universitet, og senere blev det bombelignende objekt fundet samme sted.

Derfor igangsatte politiet en undersøgelse af området, ligesom store dele af universitetet blev afspærret. Afspærringerne er nu blevet indskrænket.

- Nogle afspærringer bliver opretholdt af hensyn til efterforskningen. Men Oslo er en tryg by at færdes i, siger politiinspektør Johan Frederiksen.

Politiet efterforsker fortsat nattens skyderi, der betragtes som et drabsforsøg.

To mænd blev set i forbindelse med skudepisoden, og de er begge på fri fod.

- Vi ved ikke, hvad hensigten eller motivet har været, siger Grete Lien Metlid, politiinspektør hos politiet i Oslo, på pressemødet.

Vagten er ikke alvorligt såret. Han blev skudt i brystet, men bar en sikkerhedsvest. Han meldte selv til politiet omkring klokken 02.45, at han var ramt af skud.

Det er anden gang på under et år, at en vagt på universitetsområdet er blevet udsat for angreb.

I november blev en vagt passiviseret af mindst to gerningsmænd med strømpistol, kniv og reb. Siden har vagtselskabet besluttet at vagterne skal bære sikkerhedsveste.

- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke konkludere, at de to hændelser er direkte knyttet til hinanden, har politiets indsatsleder Torgeir Brenden tidligere sagt til pressen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.