Julens store rejsedage er over os - men pas på, hvis du bliver tilbudt hjælp med de tunge kufferter. Det er nemlig en af tricktyvenes fiduser, ligesom de travle julebanegårde er et af tyvenes yndede gerningssteder.
Christian Østergaard, specialkonsulent ved kriminalpræventivt sekretariat i Syd og Sønderjyllands politi, fortæller:
- Al den trængsel og alarm med mange rejsende giver optimale forhold for trick- og lommetyve, som kan udnytte den forvirring, der opstår.
Og lommetyvene har masser af tricks at tage af:
- Det kan være, tyvene prøver at skabe forvirring ved at lade som om, de har tabt noget - og så bliver din taske tømt, mens du hjælper med at samle op, siger Christian Østergaard.
Han bruger også som eksempel, at det kan være tricktyven spørger om vej, mens makkeren tager din pung.
Christian Østergaard opfordrer derfor til, at man holder et vågent øje med sine egne og sidemandens ejendele.