Så er den gal igen. Fupmagere prøver at narre penge ud af danskerne.
Det kan Nordsjællands Politi berette. På politikredsens Facebook-side står at læse, at flere danskere i går, mandag, blev ringet op af det makedonske telefonnummer +389 73 400 031, selvom de ikke har familie eller venner i Makedonien.
"Hvis du bliver ringet op af +389 73 400 031, skal du ikke ringe tilbage til det. Det er formentlig et telefonnummer, der er dyrt at ringe til, og du kan dermed få trukket et højt beløb fra din telefonregning, hvis du ringer tilbage," lyder advarslen.
"Det koster dig til gengæld ikke noget at besvare opkaldet, hvis du befinder dig på et dansk mobilnet. Dog skal du høre på 10 sekunders knap så god musik, inden der bliver lagt på. Vores råd er derfor, at du simpelthen lader være med at besvare opkaldet."
Advarslen er hermed givet videre.