Politiet: 39-årig mand forsøgte at kvæle ekskone i Odense
En 39-årig mand, der angiveligt forsøgte at kvæle sin ekskone, er nu fængslet for drabsforsøg.
Fyns Politi fremstiller en 39-årig mand i grundlovsforhør for drabsforsøg.
Fyns Politi fremstiller en 39-årig mand i grundlovsforhør for drabsforsøg. Foto: Colourbox/free


En 39-årig mand er torsdag formiddag blevet fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han er sigtet for drabsforsøg.

Manden har angiveligt forsøgt at kvæle sin ekskone.

- Det er to af anden etnisk herkomst, der tidligere har været gift, hvor manden forsøger at kvæle ekskonen, fortæller Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Manden forsøgte at tage livet af ekskonen i hendes bil, der holdt på en parkeringsplads foran Fakta på Skibhusvej i Odense, skriver Fyens Stiftstidende.

Drabsforsøget skete onsdag, og manden blev anholdt samme dag kort før middag.

Manden, der er af arabisk afstamning, havde ifølge fyens.dk en tolk ved sin side til grundlovsforhøret i Retten i Odense.

Retten valgte at lukke dørene, efter at sigtelsen var blevet læst op, fordi politiet mangler at afhøre flere personer i familien.

- Og de skal ikke kunne læse i medierne, hvad den sigtede har sagt i retten, lød argumentet fra anklageren ifølge Fyens Stiftstidende.

Dommeren besluttede, at manden skal varetægtsfængsles i foreløbig fire uger. Selv om han nægter sig skyldig, valgte den 39-årige mand ikke at kære afgørelsen til Østre Landsret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.