Politiet: 15-årig pige voldtaget i skralderum
Midt- og Vestsjællands Politi beder offentligheden om hjælp i sagen om en kun 15-årig pige, der angiveligt er blevet udsat for voldtægt i et skralderum ved bebyggelsen Karlslunde Kysthave.
I forbindelse med tilstedeværelsen i området ønsker politiet at få kontakt med vidner, som har set pigen og den unge mand i området.
I forbindelse med tilstedeværelsen i området ønsker politiet at få kontakt med vidner, som har set pigen og den unge mand i området. Colourbox


Politiet går nu ud og beder offentligheden om hjælp i en sag om voldtægt af en kun 15-årig pige.

Mandag aften modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om fuldbyrdet voldtægt af pigen.

Forbrydelsen er ifølge en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi sket mandag i tidsrummet kl. 13-15 i et skralderum ved bebyggelsen Karlslunde Kysthave.

På baggrund af aftenens og nattens efterforskning og afhøringer foretog politiet her til formiddag anholdelse af en 17-årig mand fra Ishøj.

Pigen mødtes ifølge politiet frivilligt med den 17-årige ved Karlslunde Station og blev efterfølgende tvunget ind i skralderummet og udsat for voldtægten.

Politiet håber nu at få kontakt med vidner, som har set pigen og den unge mand i området, herunder en ældre dame med en lille hund. Damen kom ind i skralderummet, da voldtægten stod på.

Den 17-årige nægter sig skyldig og vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Ifølge Ritzau ønsker politiet ikke på nuværende tidspunkt at give yderligere oplysninger om sagen. Det gælder også spørgsmålet om, hvorvidt offer og gerningsmand har kendt hinanden på forhånd eller eventuelt har aftalt et møde over nettet.

Oplysninger gives til politiet på tlf. 114.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.