Politibetjent fik tæv efter ishockeykamp
32-årig mand slog betjent i ansigtet under tumult mellem ishockeyfans.
Ishockey ligakampen mellem Herlev Eagles og Blue Fox Herning, tirsdag aften i Herlev. Lørdag mødte Herlev Rødovre - og efter kampen opstod der ballade mellem de to holds fans.
Ishockey ligakampen mellem Herlev Eagles og Blue Fox Herning, tirsdag aften i Herlev. Lørdag mødte Herlev Rødovre - og efter kampen opstod der ballade mellem de to holds fans. Foto: ANTHON UNGER/POLFOTO


En 32-årig mand er blevet sigtet for vold mod tjenestemand i funktion, efter at han slog en politibetjent i hovedet lørdag aften, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Episoden skete omkring klokken 21.30 efter en ishockeykamp i Herlev Skøjtehal, hvor der opstod ballade mellem de to ishockeyholds fanskarer udenfor hallen.

- To fan-grupperinger kom op at slås efter kampen. Da politiet ville gribe ind, rettede nogle af de unge vreden mod betjentene, og det endte med, at en politibetjent fik nogle slag i hovedet, oplyser vagtchef Jens Møller.

Den 32-årige mand blev derefter anholdt og er natten til søndag ved at blive afhørt af politiet, hvorefter han vil blive løsladt igen.

Manden sigtes for vold mod tjenestemand i funktion, oplyser politiet.

Betjenten kom ikke alvorligt til skade, men fulgte politiets procedure med at tage et smut på skadestuen og blive tjekket af en læge.

Det er straffelovens almindelige voldsparagraffer, der kommer i spil, men når volden er rettet mod en tjenestemand i funktion, er det en skærpende omstændighed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.