Politianmeldelse: DF og V-politikere står ved udtalelser
Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg er sammen med to andre politikere politianmeldt. Det tager de med sindsro.


Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, tager det med ophøjet ro, at hun er blevet politianmeldt for at have udtalt sig i sagen om dansk-marokkaneren Sam Mansour, der fik fire års fængsel og lov til at beholde sit danske statsborgerskab.

Sammen med Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, samt Martin Henriksen (DF) og Peter Skaarup (DF), er Kjærsgaard blevet politianmeldt af Sam Mansours forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, for at have udtalt sig, før sagen er endeligt afgjort.

- Det er en meget medieglad advokat, der gør det her. Det er ikke første gang, at Thorkild Høyer benytter sig af denne slags ting. Det er ikke noget nyt fra hans side, han får noget medieomtale, og det er han rigtig glad for og fred være med det.

- Det grænser sig til det latterlige, at han anmelder fire folketingsmedlemmer. Det er besynderligt, at en advokat gør det, og jeg synes, at debatten er fuldstændig overeksponeret fra retspræsidentens og Thorkild Høyers side, siger Kjærsgaard til Ritzau.

Pia Kjærsgaard henviser til, at retspræsident Torben Goldin, Retten på Frederiksberg, fredag udtalte sig om sagen. Han pegede på, at politikerne bryder loven med deres udtalelser, fordi sagen ikke er endeligt afsluttet.

Sam Mansour har 14 dage, fra dommen faldt torsdag, til at afgøre, om han vil anke.

- Jeg aner ikke, om den sag bliver anket, måske gør den, måske gør den ikke. Skal jeg gå og vente på, at den bliver anket, før jeg kan udtale min harme over, at han har fået for mild en dom, siger hun.

Politikerne beskyldes for at have overtrådt Retsplejelovens paragraf 1017, efter hvilken det kan give bøde eller fængselsstraf at fremsætte udtalelser, så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort.

Også Inger Støjberg modtager anmeldelsen med sindsro.

Spørgsmål: Hvorfor ikke vente til efter at sagen er endeligt afgjort?

- Ærlig talt tror jeg ikke, at hverken dommere eller nævninge sidder og tjekker op på min facebookprofil, og hvis de gjorde, så har jeg større tillid til det danske retsvæsen, end Thorkild Høyer har, når han tror, at de lader sig påvirke af en opdatering, siger hun.

Spørgsmål: I har beskyldt Sam Mansour for ikke at respektere det danske retsvæsen, men samtidig udtaler I jer utidigt. Kan man ikke beskylde jer for det samme?

- Jeg kender udmærket til magtens tredeling. Det ændrer ikke på, at jeg har politiske holdninger, og det kan ikke komme bag på nogen, hvad jeg mener om denne sag.

- Dommen viser, at der er noget, der skal strammes op. Og derfor har jeg det udmærket med mine udtalelser, siger Støjberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.