Politi: Virksomheder bør selv ruste sig mod bedragere
En sværm af små svindelsager plager politiet. Ofrene har selv et ansvar for at sikre sig, siger politidirektør
Politidirektør i København, Thorkild Fogde, efterlyser generelt større robusthed i samfundet med nye former for svindel via internettet og på andre måder.
Politidirektør i København, Thorkild Fogde, efterlyser generelt større robusthed i samfundet med nye former for svindel via internettet og på andre måder. Foto: PER FOLKVER/POLFOTO


Både erhvervsdrivende og myndigheder bør sikre sig bedre mod at blive udsat for bedrageri.

Sådan lyder opfordringen fra Københavns politidirektør, der samtidig vil give de potentielle ofre for svindlere en hjælpende hånd.

- Nogle ting i det moderne samfund inviterer til svindel, konstaterer Thorkild Fogde.

Og i den situation må både virksomheder og det offentlige påtage sig ansvaret og undersøge, hvordan man kan gøre sig mere svindel-resistent, mener han.

Ordensmagten er plaget af et stort antal anmeldelser om bedrageri om forholdsvis små beløb.

- Vi ser en sværm af små sager. Og det skyldes, at den digitale verden og internettet har skabt nye muligheder for bedragere, siger politidirektøren til Ritzau.

Denne udvikling vil blive imødegået i den anderledes måde, som landets største politikreds har besluttet at efterforske økonomisk kriminalitet på.

Hidtil har de mindre sager været efterforsket på de lokale politistationer, men fremover vil de alle blive behandlet af én ny stor enhed.

- Vi vil forsøge at standardisere efterforskningen, og når vi har samlet alle sager ét sted, er der også større mulighed for at se bestemte mønstre, siger Thorkild Fogde.

Nogle firmaer er storleverandører af anmeldelser om bedrageri, og det skal betjentene håndtere præventivt.

- Vi vil hjælpe virksomheder og offentlige myndigheder med at afdække svagheder i sikkerheden, siger politidirektøren.

Forsøget vil formentlig kræve overtalelsesevner. Ikke alle erhvervsdrivende vil finde det attraktivt at blive mere modstandsdygtig mod svindel. Risikoen er nemlig, at kunderne vil opleve, at det bliver mere besværligt at handle.

Samtidig strammer Københavns Politi op med hensyn til de tunge og komplekse sager om skattesvig, skyldnersvig og andre former for økonomisk kriminalitet.

For at spare efterforskningstimer skal sager skæres til allerede i begyndelsen af forløbet. Desuden afsættes flere betjente og anklagere til området.

- Det er ny vin på nye flasker, lover Thorkild Fogde om den nye organisation.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.