Politi undersøger fyrværkeri der gik af i bil
En mand blev såret, da fyrværkeri eksploderede i hans bil. Politiet undersøger, om det var en krysantemumbombe
Politiet mistænker, at det var en krysantemumbombe der sprængte i bilen.
Politiet mistænker, at det var en krysantemumbombe der sprængte i bilen. Foto: colourbox/free


Syd- og Sønderjyllands Politi er i gang med at undersøge, om det var en krysantemumbombe, der nytårsaften sårede en 39-årig mand i hans bil i Ølgod nord for Varde.

Det oplyser vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden, der er fra Kolding, kom til skade, da noget fyrværkeri, muligvis en krysantemumbombe, eksploderede, mens han sad i sin bil.

- Han blev forbrændt over store dele af kroppen og er blevet fløjet til Odense Universitetshospital, siger Ivan Gohr Jensen.

Eksplosionen skete nytårsaften ved 18-tiden.

Politiet har endnu ikke kunnet afhøre manden om ulykken. Foreløbig har politiets teknikere sikret sig spor fra bilen, der skal hjælpe med at fastslå, om der var tale om en ulovlig krysantemumbombe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.