Politi: Turister tror hashkøb er tilladt på Christiania
Hen over sommeren har politiets Task Force Pusher Street udskrevet bøder til hashkøbende turister.


Københavns Politi kan mærke, at mange turister hen over sommeren kigger forbi Christiania. Nogle af dem køber hash på stedet i den tro, at det er lovligt.

Det siger vicepolitiinspektør Dannie Rise fra Københavns Politis Task Force Pusher Street til Politiken.

- Vi har en del udlændinge og turister, som handler inde på Pusher Street, og hovedparten af dem ser meget overraskede ud, når vi fortæller dem, at det er ulovligt, siger han.

I alt er 283 personer blevet noteret for at være i besiddelse af hash i tiden op til Roskilde Festival, hvor politiet ifølge Politiken har været massivt til stede med narkohunde i området omkring Christiania på Christianshavn.

- Det er mere end sædvanligt, og det skyldes selvfølgelig, at vi har intensiveret patruljeringen. Men det bliver også åbenlyst for os, når vi taler med folk, at mange tror, at det er lovligt, siger han til Politiken.

Dannie Rise siger, at det kan forklares ved, at turisterne på Christiania ser, at der foregår et åbent salg samtidig med, at der er politi i nærheden. Men når de går ud på gaden med en klump hash i lommen udløser det en bøde på 2000 kroner.

Er besiddelsen på over 10 gram, er taksten ifølge Politiken 3000 kroner.

Er man fra et land uden for Skandinavien får man en straksbøde, som man skal betale øjeblikkeligt. Er man nordisk statsborger overdrages sagen til politiet i vedkommendes eget land.

Turistorganisationen Visit Denmark advarer ikke på sin hjemmeside om, at hashsalget er ulovligt. Wonderful Copenhagen har både en side med advarsel og en uden alt efter, hvor man klikker sig ind, skriver Politiken.

Rejseguiden Lonely Planet og heller ikke Rough Guide omtaler forbuddet.

Men på et skilt ved indgangen til Christiania står der ifølge avisen, at besiddelse af hash er ulovligt og straffes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.