Politi savner hjælp efter hjemmerøveri mod tre ældre
Kun få borgere har meldt sig med oplysninger efter røveri mod tre søskende i Vonge ved Vejle lørdag aften.
Sydøstjyllands Politi efterlyser oplysninger efter det grove røveri mod tre ældre søskende i Vonge ved Vejle lørdag aften (arkivfoto)
Sydøstjyllands Politi efterlyser oplysninger efter det grove røveri mod tre ældre søskende i Vonge ved Vejle lørdag aften (arkivfoto) Foto: Colourbox/free


Et groft hjemmerøveri mod tre ældre ved Vonge nær Vejle i weekenden er ikke lige til for politiet at få opklaret.

Derfor beder Sydøstjyllands Politi mandag om hjælp fra borgere, der måske ligger inde med vigtig viden.

Ofrene i sagen er en kvinde og to mænd i alderen fra 77 til 85 år. De er søskende.

Den ene af brødrene blev slået i hovedet ved røveriet, som fandt sted lørdag lidt efter klokken 21.

- Hvis nogen har noget baggrundsviden eller set noget interessant, vil vi gerne høre om det, siger politikommissær Jens Møller til Ritzau.

- Det er en højt prioriteret sag, siger han. Mandag har man fået enkelte tip, som nu vurderes nærmere.

Røveriet fandt sted på en landejendom for enden af en grusvej.

- Det kan undre, at man lige vælger dette sted. Det er muligt, at det ikke var helt tilfældigt, men vi ved det ikke, siger politikommissæren.

Den ene af de to røvere havde en pistol i hånden, den anden var bevæbnet med en køkkenkniv.

Begge var iført strikhuer med huller til øjnene. Røverne er cirka 180 centimeter høje.

Politiet håber, at nogen har set trafik til eller fra ejendommen på Hammer Møllevej 6 lørdag aften.

Flere medier bringer mandag interviews med de to mænd, hvoraf den ene formentlig blev slået i hovedet med en pistol.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.