Politi ophæver afspærring efter gaslugt
Det var tilsyneladende et forsøg på Københavns Universitet, der førte til gasalarm.
Nørre Allé i København var afspærret i nogle timer onsdag eftermiddag på grund af gaslugt. Lugten er væk, men det vides ikke, hvor den kom fra.
Nørre Allé i København var afspærret i nogle timer onsdag eftermiddag på grund af gaslugt. Lugten er væk, men det vides ikke, hvor den kom fra. Foto: Colourbox/free


En mistanke om gasudslip førte onsdag til, at politiet afspærrede Nørre Allé i flere timer og evakuerede området.

Men kort før klokken 19 kunne alarmen afblæses og afspærringerne ophæves.

Gassen har været ufarlig, men det er ikke lykkedes at finde ud af, hvor den kom fra.

- Der er blevet lavet nogle forsøg på universitetet, som har givet nogle lugtgener og det kan muligvis være det, der førte til meldinger om gasudslip, siger vagtchef Kristian Aaskov fra Københavns Politi til Ritzau.

Den stærkt trafikerede Nørre Allé blev afspærret mellem Tagensvej og Vibenhus Runddel midt i myldretiden og hele området blev evakueret. Samtidig lukkede Hofor, der står for gasforsyningen, for gassen.

- Området er blevet gennemsøgt uden at vi har fundet ud af, hvor gassen kom fra, men lugten er forsvundet, så vi har ophævet alt dernede, siger Kristian Aaskov.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.