Politi om lig i fryser: Mor og to døtre blev kvalt
Obduktion af ligene i tredobbelt drabssag fra Aabenraa viser, at kvinden og hendes døtre blev kvalt til døde.
En 27-årig kvinde og hendes to døtre blev kvalt, inden de blev lagt i en dybfryser i deres egen lejlighed i Aabenraa. Det viser en obduktion af ligene. Her ses en politibil ved boligblokken, hvor ligene blev fundet.
En 27-årig kvinde og hendes to døtre blev kvalt, inden de blev lagt i en dybfryser i deres egen lejlighed i Aabenraa. Det viser en obduktion af ligene. Her ses en politibil ved boligblokken, hvor ligene blev fundet. Foto: Lene Esthave/Scanpix


Ofrene i den tredobbelte drabssag fra Aabenraa, hvor en syrisk kvinde og hendes døtre blev fundet i en fryser, døde ved kvælning.

Det viser obduktionen af ligene, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

- Der er nu gennemført obduktion i drabssagen fra Aabenraa, og det er klarlagt, at ofrene var kvalt, inden de blev anbragt i frysere, lyder det i meddelelsen fra politiet.

Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke komme med flere oplysninger i sagen.

30. oktober blev liget af en 27-årig syrisk kvinde og hendes to døtre på syv og ni år fundet i en dybfryser i deres lejlighed i Aabenraa.

Fundet blev gjort, efter et familiemedlem til kvinden var gået til politiet, da han ikke havde kunnet få kontakt til familien i nogle dage.

Kvindens 33-årige mand Hamid Farid Mohammed, som også er far til børnene, er efterlyst internationalt. Han boede ikke sammen med moren og børnene.

Efterforskningsleder Bent Thuesen har tidligere oplyst, at manden tog en taxi til Flensborg fredag aften - to dage inden ligene blev opdaget.

Sidste gang, de to piger med sikkerhed blev set, var fredag eftermiddag.

- Så vi mener, at drabene er sket mellem 13-14-tiden og 19-19.30-tiden fredag, har Bent Thuesen tidligere forklaret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.