I den omfattende efterforskning af Anders Breiviks ugerninger er jagten nu gået ind på folk, der har spillet computerspillet World of Warcraft mod massemorderen.
Det skriver vg.no.
Politiet har bedt producenten af World of Warcraft om at hjælpe myndighederne med at finde frem til de folk, der eventuelt har haft kontakt til Breivik.
Ifølge VG's oplysninger koncentrerer politiet sig især om seks forskellige spillere, som man skal have fundet frem til efter granskning af Breviks computer og aktivitet på nettet.
Tusindvis af spillere kan være online i det samme spil, og mens de fleste kommunikerer via chat, så har andre kontakt med hinanden via mikrofon og hovedtelefoner.
Politiet har ifølge vg.no bedt computerspilsproducenten om at skaffe myndighederne udskrifter af alle skriftlige og mundtlige samtaler, som Breivik har haft med andre spillere.
"Vi ønsker at snakke med disse personer. Befinder de sig i udlandet, så finder vi dem. Derudover ønsker jeg ikke at kommentere mere på World of Warcraft," siger politiadvokat Christian Hatlo
Han vil dog gerne præcisere, at efterforskningen er omfattende.
"Vi gennemgår alt, hvad han har gjort, og hvem han har haft kontakt med, både når det gælder spillet World of Warcraft, Facebook, mail og andre steder, hvor han kan have haft kontakt til andre," siger politiadvokat Christian Hatlo til vg.no.
Den 32-årige Breivik benyttede sig af brugernavnene Conservatism og Conservative, når han spillede.
Anders Breivik fik i går sin varetægtsfængsling forlænget med otte uger. Han har selv indrømmet at stå bag massakren på Utøya og bomben i Oslo, som samlet kostede 77 personer livet.
Kilde: Vg.no