Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Politi i aktion mod minestrejker i Sydafrika

500 politifolk og 150 soldater deltog i aktion mod strejkende minearbejdere ved Johannesburg.

15. sep. 2012 kl. 20:44
Start et spil på Spigo.dk
Spil
Del på Facebook
Mail artiklen
Print artiklen

Sydafrikansk politi skød lørdag med gummikugler mod demonstranter og beslaglagde våben fra minearbejdere ved en aktion mod de strejkende ved platingiganten Lonmin.

Samtidig blev soldater bragt i stilling i området, hvor strejker har ført til lukninger af flere miner.

Militæret blev placeret ved Marikana som forstærkning, men aktionen blev ledet af politiet, siger general Xolani Mabanga til det franske nyhedsbureau AFP.

Aktionen blev indledt mindre end 24 timer efter, at regeringen havde bebudet, at der ville blive grebet ind mod uroen af sikkerhedsmæssige grunde.

Strejkerne har tvunget tre af verdens største platinminer til at indstille arbejdet.

500 politifolk og 150 soldater foretog ransagninger i de gæstehuse og bygninger, hvor de strejkende minearbejdere holder til.

Det kom til adskillige sammenstød og gadekampe, hvor demonstranter kastede med sten, mens politiet svarede igen med tåregas og gummikugler.

Det var den hidtil største politiaktion, siden politiet i sidste måned skød og dræbte 34 minearbejdere.

- Hvis vi tillader, at dette fortsætter, vil økonomien blive skadet alvorligt, og vi vil fortsætte ud af lovløshedens vej, siger en talsmand for præsident Jakob Zuma.

Urolighederne udspringer af en lønstrid, som har spredt sig til en række miner nær Johannesburg og har fået over 15.000 til at nedlægge arbejdet.

Minearbejdere nægter at genoptage arbejdet, medmindre de får øget deres løn til 12.500 rand (omkring 8850 kroner).

Lonmin, der er verdens tredjestørste producent af platin, siger, at der er risiko for, at alle dets miner i Sydafrika lukkes, og at 40.000 ansatte sættes på gaden, hvis strejken ikke stopper.

/ritzau/AFP

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
DEBAT OM ARTIKLEN
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites