Politi forhindrer tumulter foran moské i USA
Demonstranter med våben møder op ved moské i Arizona, der har relation til skyderi i Texas.
Charles Silver og Lisa Hood deltog i den ene demonstration foran moskéen til Phoenix. 
(AP Photo/Rick Scuteri)
Charles Silver og Lisa Hood deltog i den ene demonstration foran moskéen til Phoenix. (AP Photo/Rick Scuteri) Foto: Rick Scuteri/AP


Der lød råb og forbandelser, men en demonstration uden for en moské i den amerikanske stat Arizona endte tidligt lørdag uden vold, selv om flere af de over 200 demonstranter var bevæbnet.

Aktionen foran moskeen i byen Phoenix blev gennemført for at minde om, at det var herfra, to muslimer kom, inden de i begyndelsen af maj angreb en udstilling med karikaturtegninger af profeten Muhammed i Texas. Begge blev dræbt uden at nå at gøre skade på andre.

- Dette er et svar på det nylige angreb i Texas, skrev Jon Ritzheimer, der havde indkaldt til demonstrationen.

Ved moskeen i Phoenix var der også mødt moddemonstranter op, der råbte "skrub af nazister!".

Politiet var talstærkt til stede og forhindrede parterne i at komme tæt på hinanden.

USA's ministerium for intern sikkerhed var også til stede for at sikre, at begivenhederne ikke om ud af kontrol, mens fredagsbønne blev afviklet inde i moskeen.

Formanden for moské-centret opfordrede de troende til ikke at komme i nærkontakt med demonstranterne.

- Vi skal minde os selv om, at vi ikke skal modgå ondt med ondt, men med værdighed og nåde og godhed, sagde han.

Ved demonstrationen tidligere på måneden, hvor de to amerikanske muslimer angreb en udstilling med Muhammed-tegninger i Texas, var hovedtaleren den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders.

De to mænd, som begge mistede livet uden at dræbe nogen, kom fra Arizona og havde deres gang i netop den moské, hvor fredagens demonstration fandt sted.

Ifølge det amerikanske magasin Foreign Policy opfordrede arrangørerne deltagerne til at medbringe amerikanske flag og våben til demonstrationen.

Efter angrebet i Texas blev det undersøgt, om de to gerningsmænd havde forbindelser til Islamisk Stat, men det blev ikke påvist.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.