Politi efterlyser vidner til pistolrøveri hos Hjem-Is
To røvere med skimasker og sort regntøj røvede torsdag aften Hjem-Is i Kolding. Politiet har ingen mistænkte.
Sent torsdag aften gik to maskerede røvere i Hjem-Is-huset i Kolding. Her beordrede de med en pistol to medarbejdere ned på gulvet, hvorefter de løb med et ukendt beløb. Politiet efterlyser vidner.
Sent torsdag aften gik to maskerede røvere i Hjem-Is-huset i Kolding. Her beordrede de med en pistol to medarbejdere ned på gulvet, hvorefter de løb med et ukendt beløb. Politiet efterlyser vidner. Foto: Politi.dk/free


To medarbejdere i virksomheden Hjem-Is fik sig sent torsdag aften en grim overraskelse, da røvere med skimasker og sort regntøj kom ind ad døren.

Klokken 22.43 fik Sydøstjyllands Politi anmeldelsen om, at to røvere var sluppet af sted med et pengebeløb fra Hjem-Is-huset på Venusvej i Kolding.

- Den ene person har en sort pistol i hånden, og han beordrer medarbejderne ned på gulvet, hvor de fik deres hænder bundet med strips, siger Mich Klausen, politiassistent i lokalpolitiet i Kolding til Ritzau.

De to medarbejdere er ifølge politiet i god behold.

Politiet formoder, at røverne er etniske danskere, da de snakkede pæredansk til hinanden.

Der er endnu ingen mistænkte i sagen, og politiet hører derfor gerne fra vidner, der har set de to gerningsmænd i området lige op til røveriet og efterfølgende.

- Vi efterforsker stadigvæk, hvordan de to personer kom væk fra stedet og i hvilken retning. Vi vil gerne høre fra folk, der har set noget, siger Mich Klausen.

Man kan kontakte politiet med oplysninger på 114.

Det vides ikke, hvor mange penge det lykkedes røverne at slippe af sted med.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.