Politi bruger tåregas mod migranter ved makedonsk grænse
Politi forsøger søndag at presse hundreder af migranter væk fra grænsehegn mellem Grækenland og Makedonien.
Med tåregas forsøgte makedonsk politi søndag at presse migranter og flygtninge fra et grænsehegn. Her ses en mand, der tidligere på året hjalp et barn med at flugte fra politiets tåregas. (Arkivfoto)
Med tåregas forsøgte makedonsk politi søndag at presse migranter og flygtninge fra et grænsehegn. Her ses en mand, der tidligere på året hjalp et barn med at flugte fra politiets tåregas. (Arkivfoto) Foto: Petros Giannakouris/ap Photo/AP


Politi brugte søndag tåregas som middel til at presse hundreder af migranter og flygtninge væk fra et grænsehegn på den græske side af grænsen til Makedonien.

Det skriver et vidne til situationen til nyhedsbureauet Reuters.

Tåregassen blev affyret mod omkring 500 mennesker, som havde samlet sig ved hegnet, som en flygtningelejr ved den græske grænseby Idomeni ligger ved.

Kilder i det græske politi siger ifølge Reuters, at der er spændinger i området, men afviser at kommentere yderligere.

En kilde fra de makedonske myndigheder siger, at en stor gruppe migranter havde forladt Idomeni-lejren om morgenen og stormet grænsehegnet.

- De kastede sten på det makedonske politi. Som svar affyrede politiet tåregas, siger kilden, som ønsker at være anonym.

- Migranterne skubbede til hegnet, mens de stod på den græske side af grænsen. Hegnet er der stadig, de er ikke brudt igennem det, siger den anonyme kilde til Reuters.

Nyhedsbureauet AFP har talt med en kilde i det makedonske politi, som afviser, at det bruger tåregas mod migranterne. Ifølge Reuters kilder er det ellers netop det makedonske politi, der har affyret tåregassen.

- Der foregår noget på den græske side af grænsen. Græsk politi affyrer tåregas tæt på grænsen til Makedonien. Det er ind til videre roligt på den makedonske side af grænsen, lyder det fra politikilden ifølge AFP.

Protesterne blandt migranterne og flygtningene kom ifølge AFP som følge af rygter i den overfyldte Idomeni-lejr om, at Makedonien ville åbne grænsen.

Flere end 10.000 migranter og flygtninge har siden februar boet i teltlejren i Idomeni i Grækenland. De er strandet i lejren, efter at flere lande på den såkaldte Balkan-rute i år har lukket deres grænser.

Græske myndigheder har uden held forsøgt at overtale migranterne til at forlade Idomeni-lejren og flytte til nærliggende modtagercentre. Men migranterne vil hellere blive i håbet om, at grænsen åbnes igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.