Politi-ballade kan koste betjente til bandekonflikt: Skriger på ressourcer

Det er vigtigt, at parterne kommer til enighed, så de 54 nyuddannede politikadetter kan afhjælpe et i forvejen ressourcepresset politi, peger Politiforbundet på.
"Så det gør situationen en lille smule bedre, men det gør den jo stadig ikke god," siger Claus Oxfeldt, politiforbundsformand, om at få de nye kadetter i arbejde.
"Så det gør situationen en lille smule bedre, men det gør den jo stadig ikke god," siger Claus Oxfeldt, politiforbundsformand, om at få de nye kadetter i arbejde. Foto: Sophia Juliane Lydolph og Claus Fisker/Scanpix

1. september står et hold nyudklækkede politikadetter klar til at indtage den dansk-tyske grænse og aflaste deres politi-kolleger, så betjentene blandt andet kan komme tilbage til en bandekonflikt, der raser i København. 

Lige nu er der dog langt fra politikadetuddannelsen i Brøndby til grænsekontrol i Padborg ved den dansk-tyske grænse.

De 54 kommende politikadetter fra september har nemlig fortsat ingen overenskomst, og forholdet mellem deres fagforening, Politiforbundet, og deres arbejdsgivere i staten er tilspidset. På grund af balladen har Politiforbundet varslet blokade.

Det betyder, at politikadetterne er blokeret fra at starte i arbejde, når uddannelsen er bestået. 

Det får konsekvenser for det almene politi, hvis de ikke kommer i arbejde hurtigst muligt, peger formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, på.

- Det får den konsekvens, at de mangler. De skulle aflaste de politifolk, der er på grænsen. Og hvis de ikke kan starte fra september, betyder det, at det kører videre, som det er nu. Og der kører det jo ikke, er vi alle enige i. Vi er alt for pressede, siger Claus Oxfeldt.

Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen har de seneste måneder forhandlet overenskomstaftale. Men de er endnu ikke kommet til enighed om udfaldet. Politiforbundet kræver fri ret til strejke eller tjenestemands-vilkår, som "storebroderen" politibetjent får. Moderniseringsstyrelsen er imod. Styrelsen vil ansætte kadetterne på overenskomst, men uden ret til at strejke.

Stadig ikke godt nok

De 54 elever, der - hvis de består deres sidste eksamen - kan kalde sig færdiguddannede kadetter, kan blot overtage en lille flig af opgaverne fra et i forvejen ressourcepresset politi.

Det første hold kadetter skal ansættes i de to politikredse Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland Falsters Politi og udelukkende lave grænsekontrol. 

I 2016 offentliggjorde Rigspolitiet en oversigt over antallet af politibetjente ved grænsekontrollen. Blandt de 12 kredse sender de 10 kredse tilsammen 233 politibetjente afsted hver dag.

Formanden for Politiforeningen i København, Michael Møller, mener, at 54 nye kadetter kan gøre en stor forskel for politiets arbejde. 

- 54 er mange lige nu, fordi vi skriger på alle de ressourcer, vi kan få. Der mangler politifolk på alle indsatsområder i hele landet. 54 kan gøre en kæmpe forskel, siger Michael Møller.

Blot et spørgsmål om tid 

Når man tager politifolk, der ellers skulle bruges til at holde bandekrigen i København i ro og sætter dem ved grænsen, er det klart, at man nu kan se en bandekonflikt i udbrud, mener Politforeningens formand i København, Michael Møller. 

- 80 procent af vores efterforskningsspecialister, der er vant til at tage sig af bandemedlemmer, er overført til andre afdelinger. Derfor har banderne haft friere spil siden 2015. Mine kolleger har gået og ventet på, hvornår bandekrigen ville bryde ud, fordi vi har sluppet taget, siger Michael Møller.

Og det er ikke kun en manglende tilstedeværelse ved bandekonflikten, der står for skud. Samtlige afdelinger har måtte lide for at styrke grænsekontrol og terrorkonflikten. 

- Jeg kan slå ned på tusind områder, hvor vi mangler folk. Der bliver stort set ikke udført færdselsarbejde af vores motorcykelbetjente. Vi er ikke på samme måde tilstede i lokalområder, hvor bandemedlemmerne er. Og vi må kalde politifolk ind i deres fritid for at behandle voldssager, for ellers når vi ikke fristerne, og gerningsmændene kan gå fri, konstaterer den københavnske formand. 

Styrelsen byder til forhandlinger

Konflikten om overenskomster til kadetterne står stadig på, og de har ikke nærmet sig hinanden, fortæller Claus Oxfeldt.

Politiforbundet kræver fri strejkeret eller ansættelser på tjenestemændsvilkår til de kommende kadetter. Moderniseringsstyrelsen har indtil nu nægtet.

Men med knap tre uger til, at de nye kadetter er færdiguddannet og klar til arbejde, byder Moderniseringsstyrelsen alligevel Politiforbundet op til forhandlinger, skriver Vicedirektør fra Moderniseringsstyrelsen, Linda Nordstrøm Jessen, i en mail til Avisen.dk:

- Vi vil meget gerne nå til enighed om en overenskomst for politikadetterne, så de kan løfte de væsentlige samfundsmæssige opgaver, de er blevet uddannet til.

- Derfor vil vi fra Moderniseringsstyrelsen også gerne snarest mødes ved forhandlingsbordet og i fællesskab finde den rigtige løsning.

Her er de nye politikadetter
  • Deres uddannelse tager seks måneder - politiets grunduddannelse tager to år
  • De kan varetage opgaver inden for bevogtning, transport af frihedsberøvede, udsendelsesopgaver samt grænsekontrol
  • Man skal være 18 år for at starte som kadet - 21 som politibetjent
  • Det nye hold kadetter på 54 personer skal alle ansættes som grænsekontrol 
  • Krav til fysisk form, helbred, personlige kompetencer og karakteregenskaber er lig kravene til politiets basisuddannelse
  • Politikadetterne får samme uniform som politibetjentene - men med en bjælke på skulderen i stedet for en stjerne

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.