Politi anholder 43 russiske hooligans efter EM-ballade
Ved en annonceret politiaktion er det lykkedes fransk politi at pågribe 43 formodede russiske hooligans.
Voldsomme uroligheder fandt sted i forbindelse med EM-kampen mellem England og Rusland.
Voldsomme uroligheder fandt sted i forbindelse med EM-kampen mellem England og Rusland. Foto: Darko Bandic/AP


43 formodede russiske hooligans er kommet i fransk politis varetægt efter en aktion tirsdag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Anholdelserne er sket i kølvandet på den ballade, der var i Marseille før og efter lørdagens kamp mellem Rusland og England ved EM i fodbold.

De russiske hooligans blev anholdt i forbindelse med, at de kørte i bus med retning mod Lille, hvor Rusland onsdag spiller sin næste kamp mod i turneringen mod Slovakiet.

Politiet omringede bussen, hvorefter de udførte identitetstjek på russerne.

I forbindelse med lørdagens ballade i Marseille fandt der ingen anholdelser af russere sted. De nåede at slippe væk, inden politiet kunne skride til anholdelser.

Myndighederne mener at have set beviser for, at balladen opstod på russisk initiativ.

Derfor meddelte Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tidligere tirsdag, at Rusland ville blive sendt hjem fra slutrunden, hvis holdets fans lavede yderligere ballade under EM-slutrunden.

To engelske mænd, der også havde medvirket til ballade omkring fodboldkampen, blev mandag idømt henholdsvis to og tre måneders fængsel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.