Politi: Altan med unge var kraftigt tæret inden kollaps
Tirsdag er to unge, der stod på en sammenstyrtet altan, fortsat indlagt på Rigshospitalet. Den ene er i koma.
En byggeteknisk undersøgelse viser ifølge politiet, at der var kraftig tæring i de bærende elementer på en altan, der natten til søndag brød sammen, mens flere unge mennesker stod på den.
En byggeteknisk undersøgelse viser ifølge politiet, at der var kraftig tæring i de bærende elementer på en altan, der natten til søndag brød sammen, mens flere unge mennesker stod på den. Foto: Polfoto/Polfoto


Der var kraftige tæringer i de bærende jerndragere på en altan, der natten til søndag brød sammen under en ungdomsfest i Nykøbing Falster.

Det viser en byggeteknisk undersøgelse ifølge politiet. Der er tale om en foreløbig konklusion, understreges det.

Tirsdag er to unge, der stod på altanen, fortsat indlagt på Rigshospitalet. Den ene er i koma, mens den anden er i bedring.

I alt opholdt seks unge sig på altanen, da den kort før klokken 01 pludselig gav efter.

Tre mænd og tre kvinder i alderen 18-21 år blev alle bragt til sygehuset, og to kvinder på 19 og 20 år var umiddelbart i livsfare.

Mandag valgte lægerne at vække den 19-årige kvinde af sin koma, mens den 20-årige altså fortsat er bevidstløs.

Hos lokalpolitiet i Nykøbing Falster fortæller politikommissær Carsten Olsen, at der på den pågældende ejendom i alt er fire altaner. Beboerne i de tre andre lejligheder har fået besked på, at de ikke skal benytte altanerne.

- Jeg forventer, at kommunen giver ejeren et påbud om, at de andre altaner skal undersøges, siger Carsten Olsen.

Han ved endnu ikke, om ejeren vil blive sigtet for en lovovertrædelse. I første omgang afventer politiet den endelige rapport fra en byggesagkyndig.

- Når vi har fået rapporten, skal vi tale med ejeren og derefter tage stilling til, om han skal sigtes, siger politikommissæren.

Til Ekstra Bladet fortæller John Jensen, der ejer bygningen på Hammerlodden sammen med sin kone, at altanerne ikke er blevet tjekket i lidt over ti år.

- Siden jeg overtog ejendommen i 2005, er sikkerheden ikke blevet tjekket, siger han til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.