Politi advarer mod stof: Tre 16-årige på sygehuset
Politifolk på Sydsjælland forsøger at opspore sælger af meget potent stof, som sendte tre på sygehuset.


Politiet advarer søndag unge på Sydsjælland mod at indtage et stof, som kan være særdeles potent og farligt.

Tre unge i 16-års alderen - to drenge og en pige - blev søndag kørt på sygehuset i Næstved, efter at de på banegården i byen havde indtaget eller røget stoffet.

- Måske kan der være tale om en ny type meget stærk hash, men vi ved det ikke med sikkerhed, siger vagtchef Stefan Jensen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politifolk er søndag aften ude i et forsøg på at spore sælgeren af stoffet.

Man forsøger også at få kontakt med personer, der var til stede på banegården.

De tre, der kom på sygehuset, var ikke i livsfare.

- Det har givet et voldsomt ubehag, siger vagtchef Stefan Jensen.

Han håber, at folk med oplysninger vil henvende sig til politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.