Polens opposition stævner regeringen i sag om domstol
Den nationalkonservative regering vedtager reform af forfatningsdomstol med skandaløs fart, siger opposition.


Et polsk oppositionsparti har tirsdag valgt at stævne regeringen for planer om at ændre landets forfatningsdomstol. Klagen er rettet til den selv samme domstol.

Præsident Andrzej Duda underskrev mandag den kontroversielle lov om domstolen, der mødes med hævede øjenbryn i EU.

- Loven blev vedtaget med skandaløs fart i strid med alle former for parlamentarisk procedure og navnlig i strid med forfatningen, siger parlamentsmedlemmet Boris Budka, der på vegne af partiet Borgerplatform sendte stævningen til til forfatningsdomstolen.

Det liberale Borgerplatform mistede regeringsmagten ved valget i Polen i efteråret til det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti (PiS).

Tusinder af mennesker er gået på gaden i Polen for at protestere mod loven, der er presset igennem af PiS. Oppositionen mener, at det er en trussel mod den dømmende magts uafhængighed.

Regeringen har fået gennemtrumfet, at forfatningsdomstolens afgørelser skal besluttes med mindst to tredjedels flertal og ikke som nu med kun halvdelen af stemmerne.

Samtidig hedder det også nu, at 13 af 15 dommere i forfatningsdomstolen skal være til stede i de mest principielle sager. Tidligere var det nok, hvis kun ni mødte op.

Regeringen har benyttet sig af en kontroversiel procedure til på egen hånd at indsætte fem dommere.

En talskvinde for EU's kommissionsformand, Jean Claude Juncker, sagde mandag, at "Kommissionen følger de forfatningsmæssige ændringer i Polen med bekymring".

Kritikere siger, at det nationalkonservative PiS er i gang med at gennemføre et forfatningsmæssigt kup i Polen, og at partiet følger i den ungarske regerings fodspor.

EU-Kommissionen skal diskutere krisen 13. januar, efter EU's vicekommissionsformand, Frans Timmermans, i sidste uge opfordrede regeringen i Warszawa til at udsætte iværksættelsen af domstolsreformen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.