Polen køber militært udstyr for milliarder
Polen vil indgå kontrakter, der ikke er set større siden afslutningen på Den Kolde Krig, oplyser medier.
Polens præsident Bronislaw Komorowski mødtes tirsdag med premierminister Ewa Kopacz og den polske forsvarsminister.
Polens præsident Bronislaw Komorowski mødtes tirsdag med premierminister Ewa Kopacz og den polske forsvarsminister. Foto: Efrem Lukatsky/AP


Polen er på vej til at indgå kontrakter om leverance af militært udstyr fra USA og Europa for milliarder. Det er stigende spændinger i forhold til Rusland, der fremskynder købet af de nye våben.

Forsvarsministeriet i Warszawa oplyser, at regeringen har godkendt at købe amerikanske Patriot-raketter fra våbenfabrikanten Raytheon.

- Regeringen har accepteret forsvarsminister Tomasz Siemoniaks anbefaling om at tildele ordren på Patriot-dele til USA's regering, hedder det i en erklæring fra det polske forsvarsministerium.

To ud af otte Patriot-batterier skal være erhvervet inden tre år, og resten senest i 2025. Patriot-raketter er i stand til at nedskyde fjendtlige missiler.

Ifølge præsident Bronislaw Komorowski er det en kontrakt til cirka fem milliarder dollar (knap 35 milliarder kroner), som man forhandler med USA om.

Samtidig har Polen valgt at teste helikoptere af typen EC-725 Caracal fra Airbus og at droppe et tilbud fra det amerikanske selskab Sikorsky og det italienske AgustaWestland.

Det er "de ændrede sikkerhedsforhold", som får Polen til at fremskynde købet helikoptere, oplyser forsvarsministeriet.

Ifølge avisen Gazeta Wyborcza er det 70 Airbus-helikoptere til en værdi af tre milliarder dollar (21 milliarder kroner), som man forhandler om.

Der kan være tale om de største forsvarskontrakter, som er indgået på europæisk jord siden afslutningen af Den Kolde Krig.

- Den polske regering vil tilfredsstille de største militære spillere på det polske marked: Amerikanerne og franskmændene, skriver Gazeta Wyborcza.

Polen, der blev medlem af Nato i 1999, har fremskyndet købet af det militære udstyr, efter at Rusland sidste år intervenerede i Ukraine til stor bekymring for Nato

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.