På polske plader
Polakkerne vil blive i Danmark
Flertallet af de polske indvandrere drømmer om at bo her permanent eller gør det allerede. Det viser en ny, omfattende undersøgelse.
Polske arbejdere ved byggeriet af Nordhavnstunnelen i København. Et flertal af polakkerne vil blive permanent i Danmark, viser undersøgelse.
Polske arbejdere ved byggeriet af Nordhavnstunnelen i København. Et flertal af polakkerne vil blive permanent i Danmark, viser undersøgelse. Foto: Malte Kristiansen/Scanpix


"Polak polak, pak pak pak".

Sådan lød tilråbene, da polske landarbejdere kom til Danmark for at trække roer op af den lollandske muld for over 100 år siden. Men mange af polakkerne ville ikke pakke sammen. I stedet blev de en velintegreret gruppe i det danske samfund.

Det samme ser nu ud til at ske med de mange polakker, som er kommet til Danmark siden 2004, hvor Polen blev en del af EU. En omfattende undersøgelse fra Avisen.dk, Ugebrevet A4 og Fagbladet 3F viser nemlig, at flertallet af polakkerne vil bo permanent i Danmark.

27 procent har allerede slået sig permanent ned i Danmark, mens 39 procent håber at kunne komme til det. Kun 9 procent ved, at det blot er her midlertidigt, mens 25 procent er uafklarede.

Netværk blandt polakker

At så mange vil bo her permanent, skyldes blandt andet, at der er etablerede solide polske netværk i Danmark. Det fortæller Jonas Felbo-Kolding, som er Ph.D.-stipendiat ved forsikningscentret FAOS på Københavns Universitet.

- Der er efterhånden mange, som har en forestilling om at blive her i længere tid, nogle endda permanent. Polakkerne har i 11 år haft mulighed for at komme til Danmark, og derfor er der blevet skabt nogle netværk, der gør det lettere for dem at etablere sig. Mange kender nogen, der kan hjælpe dem i gang i Danmark, og nogle har måske endda et job, allerede inden de kommer hertil, fortæller han.

Bor som danskere

Mens mange indvandrere fra ikke-vestlige lande især bor i storbyerne, er polakkerne anderledes. De bosætter sig nemlig mere jævnt over hele Danmark.

- Når de bosætter sig tilsvarende danskere, kommer de også til at bo steder, hvor der er ikke er så stor en koncentration af andre polakker. Dermed kommer deres børn også til at gå i daginstitutioner og skoler med etnisk danske børn, hvilket på længere sigt kan være medvirkende til, at de i højere grad bliver integreret i Danmark, siger Jonas Felbo-Kolding fra Københavns Universitet.

To typer

Jonas Felbo-Kolding fremhæver, at der findes to typer af polakker, der kommer til Danmark.

- Nogle er her kun i en kort periode for at tjene nogle penge, som de skal bruge til at forbedre deres liv i Polen. Hos dem er lønnen som regel det altafgørende parameter, siger han.

Den anden gruppe tæller dem, der bliver i Danmark i længere tid. Her handler det ikke kun om løn, men om familiens trivsel som en helhed.

- Børnenes muligheder for uddannelse, om man er glad for at gå på arbejde og så videre. Her bliver lønnen i virkeligheden ofte noget sekundært - akkurat som hos flertallet af danskerne, forklarer Jonas Felbo-Kolding.

I alt boede der pr. 1. januar 2015 34.537 polske indvandrere og 4.928 efterkommere i Danmark. I 2003 - året før EU's udvidelse - boede der 10.692 polske invandrere og 2.113 efterkommere.

På polske plader Ugebrevet A4 og Avisen.dk beretter sammen med Fagbladet 3F i den kommende tid om virkeligheden for polske arbejdere i Danmark. Baggrunden er den hidtil mest omfattende undersøgelse af polakkers liv i Danmark.
Polsk avisbud i Danmark: "Jeg tjener 320.000 kroner om året"
Polske Marcin gør en forskel: Tjekker sikkerheden ud på byggepladser
A4: Polakker snydes i stor stil
Polakkerne er kommet til Danmark for at blive

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.