Pokalsejr sender FCK-skurk fra chok til glæde
Der var eufori i FC Københavns omklædningsrum efter kampen, hvor især Youssef Toutouh var en lettet mand.
FC Københavns Ludvig Augustinsson, Youssef Toutouh, Nicolai Jørgensen jubler efter sjeren, torsdag aften efter pokalkvartfinalen mod Randers FC i Parken i København.
FC Københavns Ludvig Augustinsson, Youssef Toutouh, Nicolai Jørgensen jubler efter sjeren, torsdag aften efter pokalkvartfinalen mod Randers FC i Parken i København. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Hvis Randers-anfører Christian Keller havde scoret på sit straffespark torsdag aften, så havde FC København været ude af DBU Pokalen.

Men Keller brændte, og i stedet er det nu FCK, som står i semifinalen, hvor Esbjerg venter i to kampe i april.

Det lignede ellers en stor FCK-nedtur, da Youssef Toutouh brændte sit forsøg, men da Keller og siden Randers-spilleren Mads Agesen også brændte, kunne Toutouh ånde lettet op.

- Da jeg misbrugte mit forsøg, havde jeg nærmest tårer i øjnene. Så misbrugte de, og det er, hvad jeg vil kalde et "best moment in life".

- Jeg var nærmest i chok af glæde, for pokalturneringen betyder rigtig meget for mig. Det er vigtigt, vi er videre, og nu hvor vi har vundet vores kvartfinale, er jeg både en glad og en lettet mand, siger Toutouh til klubbens hjemmeside.

FCK's Christian Poulsen var med fra start mod Randers, men blev skiftet ud efter 75 minutter, så veteranen kunne fra bænken se holdkammeraterne gå videre efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

- Dejligt at være videre efter en tæt kamp. Vi havde vores perioder, og det samme havde Randers. I anden halvleg havde vi en del chancer, men det endte med at være en typisk pokalkamp, og det var så os, der havde heldet til sidst.

- Alt i alt er det godt at være videre efter en tæt kamp mod et godt spillende Randers-hold, siger Christian Poulsen.

I den anden semifinale mødes Sønderjyske og FC Vestsjælland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.