Haps - så forsvandt der lige et bundt pengesedler fra pungen.
Politiet efterlyser en eller flere tricktyve, som tirsdag franarrede en 86-årig mand 1.400 kroner og en 84-årig mand 200 Euro i to forskellige episoder i Østjylland.
Det fortæller Østjyllands Politi, der endnu ikke ved, om der er tale om den samme gerningsmand eller to forskellige - måske med tilknytning til samme bande.
Den ene tyv beskrives som en mand på 30-35 år, der er sydeuropæisk af udseende og 170-175 cm høj. Han er almindelig af bygning, brun i huden og med kort, sort hår. Han var iført kakkibukser og bar briller, og så talte han dansk med accent.
I det andet tilfælde er signalementet mere sparsomt. Der er tale om en udenlandsk udseende mand (muligvis den samme), der talte gebrokken dansk.
Tyverierne fandt sted i Viby og Odder i Østjylland, men tricktyvene kan sagtens være rykket videre til andre dele af landet, siger politiet, og tilføjer, at de går målrettet efter pensionister.
Hvis du har oplysninger eller kan genkende signalementet, kan du kontakte politiet på telefonnummer 1-1-4.