”Jeg vil ikke ned med nakken, men det er fandeme svært ikke at komme det, for det er ens psyke, de nedbryder.”
Sådan siger 36-årige Karina Lauridsen, der ligesom mange andre gennem de seneste år har kæmpet en hård kamp med Silkeborg Kommune for at få sine sygedagpenge.
Hun oplever, at kommunen ikke vil anerkende, at hun er for syg til at passe et almindeligt job, og at kommunen i stedet alene forsøger at spare penge.
Ramt i hovedet af en hest
Siden hun blev sparket i hovedet af en hest i 2006 og fik piskesmæld samt en række andre skader, har hun været svækket. I sommeren 2009 blev hun sygemeldt efter barsel og begyndte at modtage sygedagpenge.
”Det blev så begyndelsen på en lang, lang kamp. Op ad bakke,” siger Karina Lauridsen, hvis diagnose i dag lyder på kroniske smerter, nerveforstyrrelser og piskesmæld.
Inden hun blev syg, havde hun uddannet sig til assistent med speciale i offentlig administration og havde arbejdet med sygedagpenge i to forskellige kommuner.
Seks forskellige sagsbehandlere
Hun kendte altså systemet indefra, og derfor kom det som en stor overraskelse for hende, at det skulle være så svært at få behandlet sin sag.
”Gennem lang tid foregik der ikke noget, fordi kommunen simpelthen ikke fulgte op på sagen, som de ellers har pligt til. Det var svært at komme i kontakt med medarbejderne på jobcenteret, og jeg fik konstant ny sagsbehandler,” fortæller Karina Lauridsen.
Efter en lang tankepause når frem til, at hun gennem forløbet har haft mindst seks forskellige sagsbehandlere på jobcenteret.
Plus flere perioder uden sagsbehandler.[pagebreak]
"Kommunen lytter ikke til mig"
I foråret 2010 kom hun i praktik. Kommunen ville afprøve, hvad hun kunne holde til, fortæller hun. Og selvom hun ifølge eget udsagn kun i ni ud af 48 uger kunne klare at arbejde den tid, kommunen ønskede – og de resterende uger kun kunne holde til at arbejde kortere tid eller var helt fraværende – bliver hun nu sendt i ny praktik fra næste uge af.
”Jeg kan ikke holde til det, men skal alligevel. Kommunen lytter ikke til mig. Det er ikke væsentligt for dem, hvordan jeg har det, og hvad jeg siger.”
Lukket for det varme vand
1. marts i år stoppede hendes sygedagpenge pludseligt. Hun havde ikke fået besked fra kommunen - sygedagpengene udeblev bare. I flere dage mødte Karina Lauridsen endda op til sit praktikforløb, selvom hun egentlig ikke havde behøvet det, fordi hun ikke længere var på sygedagpenge.
Hun fortæller, at hun i tre uger forsøgte at komme i kontakt med sin sagsbehandler. Da det endelig lykkedes, fik hun at vide, at de havde besluttet at stoppe sygedagpengene.
”Jeg blev ked af det, vred og frustreret. Jeg forstod slet ikke, hvad det var, der skete. Rent psykisk gik jeg ned og mistede fuldstændigt kampgejsten.”[pagebreak]
Som enlig mor var det også problematisk, at hun pludselig måtte overgå til kontanthjælp, men mest af alt var det en voldsom psykisk belastning:
”Det tærede på mig rent psykisk. Hele systemet får de fleste til at bryde ned. Jeg følte mig trampet på og nedgjort,” siger Karina Lauridsen.
Ud af systemet
Normalt kan man højst være på sygedagpenge i et år. Perioden kan i særlige tilfælde forlænges med maksimalt et år mere.
Efter nogle ugers kamp med jobcenteret lykkedes det Karina Lauridsen at få sine sygedagpenge tilbage. Hun får dem et par måneder endnu, og så er det slut.
Karina Lauridsen fortæller, at hun – før hun blev syg – var af den type, der arbejdede hele tiden. Udover arbejdet i socialforvaltningen havde hun blandt meget andet haft arbejde i butik, på en fabrik og på landet.
”Jeg vil virkelig gerne tilbage i arbejde. Jeg har altid været glad for at arbejde. Det kan godt være, det fremstår endnu mere attraktivt, nu hvor jeg ikke kan få et arbejde, men alligevel. Jeg ville bare så gerne ud af det her system og tilbage på arbejdsmarkedet, på de vilkår jeg kan klare.”
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Silkeborg Kommune til Karina Lauridsens historie. Kommunen afviser at kommentere historien på grund af tavshedspligt.