Pligtsejre til Viborg og Esbjerg i dameligaen
Team Esbjerg var en anelse presset mod oprykkerne fra SK Aarhus, mens Viborg bankede Skive.
Viborg HK og Team Esbjerg har slået et lille hul til forfølgerne i toppen af Boxer Dameligaen i håndbold.
Viborg HK og Team Esbjerg har slået et lille hul til forfølgerne i toppen af Boxer Dameligaen i håndbold. Foto: BROHUS ANDERS/free


Håndboldkvinderne fra Viborg HK og Team Esbjerg fortsætter parløbet i toppen af Boxer Dameligaen.

Onsdag aften nappede de to guldbejlere en pligtsejr over henholdsvis Skive og SK Aarhus.

Mest presset var Esbjerg i udekampen mod oprykkerne fra SK Aarhus. Til trods for en esbjergensisk pauseføring på 17-15, så kom de aarhusianske værter godt ud til anden halveg og bragte sig kortvarigt foran mod de vestjyske favoritter.

Overraskelsen udeblev, da Esbjerg-spillerne genvandt kontrollen og nogenlunde sikkert styrede sejren hjem.

Mestrene fra Viborg var mere overbevisende med en hjemmesejr på 30-21 over Skive.

I onsdagens sidste opgør vandt Silkeborg-Voel 26-20 over Odense. Oprykkerne har imponeret i denne sæson med fire sejre i otte kampe.

Viborg HK og Team Esbjerg topper ligaen med 14 point, mens de nærmeste forfølgere fra Randers HK og Team Tvis Holstebro har 10 point. Randers og Team Tvis har dog spillet en kamp færre end ligaens to tophold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.