Plejehjem: Sosu'er møder ind når de har lyst
På et plejehjem i Slagelse bestemmer medarbejderne selv, hvor tidligt de vil møde.
Gladere medarbejdere og mindre sygefravær. Det er resultatet af at lade medarbejderne selv vælge deres arbejdstider, har et plejecenter i Slagelse fundet ud af.
Gladere medarbejdere og mindre sygefravær. Det er resultatet af at lade medarbejderne selv vælge deres arbejdstider, har et plejecenter i Slagelse fundet ud af. Colourbox


Mød på arbejde, når du har lyst.

Sådan lyder det gode tilbud til sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter på et plejecenter i Kirke Stillinge ved Slagelse.

"Medarbejderne er blevet meget gladere. Det gør en stor forskel, at de selv har valgt arbejdstiden," siger afdelingsleder Lilian Nielsen.

Hver femte arbejdende dansker føler, at deres mødetid stemmer dårligt overens med døgnrytmen, viser en undersøgelse som Wilke har lavet for Avisen.dk.

Det kan medvirke til at stresse os, og samtidig give os problemer med søvnen, siger flere eksperter.

Manfred er død

En løsning kan være selvvalgt arbejdstid. Det indførte afdelingen på Kirke Stillinge Plejecenter i 2010 som led i et forsøg. Siden er sygefraværet røget i bund, og trivslen er steget blandt de cirka 35 medarbejdere. Fravær på mandage og fredage, den såkaldte 'Manfred-syge', er stort set udryddet.

Afdelingen valgte derfor at fortsætte med at lade medarbejderne selv vælge vagter efter forsøgets afslutning.

"Nogle planlægger efter deres døgnrytme. Vi har a-mennesker, som gerne vil møde klokken syv og andre, som gerne vil møde halv ni, og en tredje gruppe foretrækker vagter om eftermiddagen og om aftenen," fortæller Lilian Nielsen.

"Andre lægger vagterne, så det passer ind i deres familieliv," fortsætter hun.

Bedstemor vil sove længe

Hver måned lægger afdelingen et vagtskema ud på nettet. Derefter booker medarbejderne selv elektronisk de vagter, de gerne vil have, og koordinerer med hinanden via sms.

"Så pusler de lidt med det, og det går altid op. Folk får generelt deres ønsker opfyldt," siger Lilian Nielsen.

Modellen er også en fordel for plejehjemmets ældre beboere. Plejerne får nemlig mere forståelse for de ældre og lærer dem bedre at kende, når de ser dem på forskellige tidspunkter af døgnet, mener Lilian Nielsen.

Endelig giver det også mulighed for at tage hensyn til samfundets ældste b-mennesker.

"Når personalet møder på forskellige tidspunkter, behøver borgerne heller ikke stå op samtidig. Der findes jo også borgere, som helst ikke vil op klokken syv," siger Lilian Nielsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.