En ældre mand sad 16 timer i sin egen afføring fastlåst til en kørestol. Resultatet blev en svampeinfektion.
Det skriver TV2 Lorry, som har fået aktindsigt i anklagerne mod plejefirmaet DK-Pleje. I alt har Høje-Taastrup Kommune modtaget ni anklager på 70 dage.
En medarbejder ansat i DK-Pleje skriver i klagen om behandlingen af den ældre mand:
-Klokken 24 vil XX (borgeren) gerne i seng. Hans kone har ikke kræfter til at assistere ham, men er afhængig af hjemmeplejen. Hjemmeplejen udeblev og konen ringer til DK- Pleje uden at få kontakt.
Først klokken 9 om morgenen kom en dagplejer.
Plejer afvist i døren
Plejefirmaet bliver bliver af en anden af deres ansatte anklaget for ikke at have styr på vagtplanerne.
Stifter og ejer af DK-Pleje Benjamin Ait Ahmed afviser kritikken.
- Medarbejderen blev afvist af hustruen i døren. Plejeren var af anden etnisk baggrund end dansk. Det er ikke et ukendt fænomen i vores branche, siger ejeren til TV2 Lorry.
Om konens telefonopkald, siger han til TV2 Lorry:
- Der blev ikke ringet på vores nødtelefoner. Vi tager altid nødkald.
Høje Taastrup Kommune og DK-Pleje gik hver til sit i begyndelsen af maj.
FOA-konflikt på vej
DK-pleje er i forvejen truet af en konflikt med FOA fra 1. september. Det sker, fordi plejevirksomhedens løn- og ansættelsesforhold ikke lever op til fagforbundets standarder.
- Virksomheden tjener penge på den danske velfærd, men nægter sine ansatte pension, tryghed og en anstændig løn. Det er helt ude i hampen, siger formanden for FOA Dennis Kristensen til TV-2 Lorry.
Dermed vil ingen medlemmer kunne arbejde i firmaet.
Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra DK-Pleje.