Platini kan ikke dokumentere millionaftale med Fifa
Michel Platini har ingen dokumentation for den aftale, han havde med Fifa om udbetaling af stort millionbeløb.
Michel Platini er kommet i problemer på grund af manglende skriftlig dokumentation for en mistænkelig udbetaling fra Fifa.
Michel Platini er kommet i problemer på grund af manglende skriftlig dokumentation for en mistænkelig udbetaling fra Fifa. Foto: Sang Tan/AP


Skandalesagen, som vedrører både Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), fortsætter med at rulle.

Den suspenderede Uefa-præsident Michel Platini er kommet i problemer på grund af manglende skriftlig dokumentation for en mistænkelig udbetaling fra Fifa.

Platini erkender nu, at der ikke findes en skriftlig kontrakt i forbindelse med de to millioner schweizerfranc, han fik udbetalt af Fifa i 2011.

Platini forklarer over for den franske avis Le Monde, at aftalen blev lavet ansigt til ansigt, men at han vidste, at schweizisk lov siger, at en mundtlig aftale er lige så meget værd som en skriftlig.

Baggrunden for den mistænkelige betaling på over 13 millioner danske kroner var ifølge Platini kompensation for arbejde, han reelt havde udført for Fifa i årene fra 1999 til 2002.

- Blatter bad mig om at være hans fodboldrådgiver, hvilket var fint med mig. Hvor meget vil du have, spurgte Blatter. Jeg svarede: En million. Af hvad? Af hvad du ønsker, rubler, lire, dollar.

- På det tidspunkt fandtes euro stadig ikke. Han svarede: Ok, en million schweizerfranc per år, forklarer Platini.

Blatter bremsede dog aflønningen, fordi det ifølge schweizeren var urimeligt at betale så meget i honorar, da Fifas generalsekretær kun fik 300.000 schweizerfranc om året.

Ifølge Platini aftalte de to parter derfor en løn på 300.000 schweizerfranc om året, som skulle udbetales på et senere tidspunkt. Det skete så først i 2011.

- Jeg sendte en kvittering på Fifas anmodning. Og der begik jeg en fejl til min store fortrydelse.

- Jeg vidste ikke længere, at jeg var blevet betalt med 300.000 schweizerfranc om året. Jeg troede, de skyldte mig 500.000 schweizerfranc om året i de fire år. Så jeg sendte en regning på to millioner schweizerfranc, forklarer Platini.

Franskmanden og den afgående Fifa-præsident Sepp Blatter blev 25. september suspenderet fra al fodbold i 90 dage som følge af, at hele sagen i øjeblikket bliver efterforsket.

Blatter har tidligere sagt, at han føler sig dømt på forhånd af Fifas etiske komité, og at betalingen var inden for reglerne og at regne for at være en "gentlemanaftale".

- Det var en gentlemanaftale og et led i en kontrakt, jeg havde med Platini. Det var implementeret. Flere detaljer kan jeg ikke give, da sagen er under efterforskning, siger Blatter.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.