Planlagt asylcenter i Norge brænder ned
Ingen er umiddelbart kommet noget til i branden på hotel, der skulle huse 40 mindreårige asylansøgere.
Flere asylcentre i Sverige er de seneste måneder brændt ned. Nu er det også sket for et kommende modtagecenter for uledsagede flygtningebørn i Norge. Arkiv.
Flere asylcentre i Sverige er de seneste måneder brændt ned. Nu er det også sket for et kommende modtagecenter for uledsagede flygtningebørn i Norge. Arkiv. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Der er natten til søndag udbrudt brand i et hotel i kommunen Lindås i Norge. Hotellet skulle efter planen tages i brug som midlertidigt asylcenter, oplyser politiet ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Det var i restaurantdelen af Hotell Lune Huler nord for Bergen, at branden begyndte. Flammerne bredte sig senere til selve hoteldelen, fortæller politiet i Hordaland.

Alle relevante beredskabstjenester er til stede "med en god del ressourcer" ved branden, som der kom anmeldelse om klokken 02.20 natten til søndag. Branden er under kontrol, men bygningerne står ikke til at redde, lyder det.

Ifølge lokalavisen Strilen skulle hotellet huse mindst 40 uledsagede, mindreårige asylsøgere fra nytår, men var endnu ikke taget i brug som asylcenter.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne. To personer er blevet set inde på hotellet, og dem er der gjort rede for.

Årsagen til branden er endnu ukendt. Der er blevet set en bil i området, men det er ikke klart, om den har noget med branden at gøre. Det er politiet ved at undersøge.

- Vi har patruljer i området, som tjekker det, der skal tjekkes, siger vagtchef Terje Magnussen fra politiet til NTB.

I Sverige har der i efteråret været adskillige brande i nuværende eller kommende hjem for asylansøgere.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.