PKA kaster trecifret millionbeløb i ungdomsboliger
Pensionskassen PKA investerer 185 millioner kroner i ungdomsboliger. Behovet er stort og giver penge i kassen.
PKa vil bygge boliger til studerende i Valby.
PKa vil bygge boliger til studerende i Valby. Foto: Sigrid Olsson/colourbox/Altopress / Maxppp


PKA, der forvalter pensioner for omkring 235 milliarder kroner for hovedsageligt offentligt ansatte, skruer gevaldigt op for investeringer ungdomsboliger. Der er stor efterspørgsel, og så er det en god investering, fortæller pensionskassen.

Den seneste investering er på 185 millioner kroner i 120 nybyggede studieboliger i Valby samt 152 eksisterende ungdomsboliger i Aalborg. Det bringer den samlede investering i ungdomsboliger op på 262 millioner kroner.

- Det er ikke nødvendigvis den bedste investering finansielt, men vi synes, det er interessant. I ungdomsboliger kan vi kombinere en socialt ansvarlig investering med noget, vi samtidig kan forsvare økonomisk, siger ejendomschef i PKA Nikolaj Stampe.

Unge har som oftest færre penge end gennemsnittet, og derfor har PKA haft svært ved at finde projekter at investere i. Pensionskassen vil nemlig kun være i betalelige ungdomsboliger, så man ikke udnytter de boligsøgende.

- Der florerer mange projekter, som er baseret på en meget høj husleje. Det er bestemt muligt at få, fordi de unge er så pressede. Der har vi den holdning, at vi gerne vil bygge ungdomsboliger, men vi vil ikke udnytte de unge, siger Nikolaj Stampe.

Han fortæller, at PKA anser en høj husleje som en, der eksempelvis overstiger SU'en.

- Det kan nogen betale, fordi de får hjælp hjemmefra eller gældsætter sig. Men vi har det nu lidt skidt med det, siger Nikolaj Stampe.

Pensionskassen er ikke færdig med at investere i ungdomsboliger, men vil øge sit investeringsniveau de kommende år.

- Hvor meget vi vil investere yderligere afhænger selvfølgeligt af, om vi kan finde projekterne. Men vi er klart i starten af opbygningen af en portefølje inden for ungdomsboliger.

- Der er stor opbakning til dette her i bestyrelsen, og vores forventning er, at vi kan starte et projekt om året, siger Nikolaj Stampe.

Ungdomsboligerne i København vil efter planen stå færdigt i 2017 og vil i udgangspunktet blive givet til unge, der har en relation til de foreninger, der er medlemmer hos PKA.

PKA har samlet investeret 18,9 milliarder kroner i ejendomme. Det betyder, at omkring 1,3 procent af porteføljen er i ungdomsboliger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.