Pizzeria røvet med baseballbat og kniv
Et pizzeria på Valby Langgade blev sent torsdag aften udsat for røveri af to mænd.
To mænd røvede et pizzeria med baseballbat og kniv, men blev kort efter anholdt af politiet. Arkivfoto.
To mænd røvede et pizzeria med baseballbat og kniv, men blev kort efter anholdt af politiet. Arkivfoto. Foto: www.colourbox.com/free


En større mængde mønter var udbyttet for to mænd, der sent torsdag aften røvede et pizzeria på Valby Langgade i København.

Det oplyser Københavns Politi.

To mænd er anholdt i sagen.

- To yngre mænd indfinder sig i butikken og truer sig til et pengebeløb. Det er lykkedes os at finde dem ikke langt derfra med udbyttet, så to mistænkte er anholdt, siger vagtchef Henrik Stormer til Ritzau.

Røverne truede sig til penge fra pizzeriaets kasse med baseballbat og kniv, men der var angiveligt tale om et mindre beløb.

Den voldsomme episode fandt sted klokken 23.02 torsdag aften, og omkring klokken 23.30 var de mistænkte lagt i håndjern.

- De slap af sted med en større mængde mønter, som svarer til det beløb, vi fandt på den ene af de anholdte. De blev anholdt i Valby ikke langt fra Valby Station, og de har erkendt de faktiske forhold, siger Henrik Stormer.

Politiet kan ikke oplyse om de anholdtes alder.

Trods et sparsomt signalement lykkedes det betjente at finde frem til gerningsmændene, fordi der var et stort politiopbud i området

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.