Taxi-tjenesten Uber er klar til at støtte de fem chauffører, der om 14 dage skal i retten i København tiltalt for piratkørsel.
Det sker til trods for, at Uber selv forklarer, at chauffører ikke er ansatte, og at selskabet blot stiller en it-platform til rådighed. Det skriver Uber i en mail til Finans.
På spørgsmålet om, hvorvidt Uber er klar til at betale for chaufførernes omkostninger i sagen, lyder svaret:
- Partner-chauffører er selvstændige, og det er deres advokater også. Vi støtter dog partner-chauffører på forskellige måder, og vores støtte afhænger i sidste ende af den enkelte partners situation. Detaljer om, hvordan vi støtter partner-chauffører, er en sag mellem dem og os, og er derfor ikke noget vi vil kommentere yderligere over for pressen.
Meldingen er lidt usædvanligt, fordi selskabet indtil nu har lagt afstand til chauffører, der ikke er ansatte i selskabet.
Mærkværdig støtte
Peter Herskind er advokat med speciale i ansættelsesret.
- I forhold til de kriterier, der karakterer et normalt ansættelsesforhold, og hvor virksomheder "står på mål" for sine ansatte, er det svært at se, at chaufførerne er ansatte i Uber. De er snarere en slags selvstændige, der selv sidder med "regningen og risikoen," fortæller han.
I det lys er Ubers økonomiske håndsrækning mærkværdig.
- Det er ikke det almindelige, men på disruption-området (hvor en ny aktør med markant anderledes koncept og strategi ændrer et etableret marked, eksempelvis taxakørsel, red.) kan man nok godt finde nogle eksempler på, at virksomheden siger "du skal ikke være bange, vi har fælles interesse, og du skal ikke sidde i saksen". Men det er lidt usædvanligt, forklarer Peter Herskind overfor Finans.